En lille times kørsel fra Brenner motorvejen ligger det store klassiske skiområde; Val di Sole. Området består af Marilleva, Folgarida og Madonna di Campiglio. Vi har valgt Marilleva som vores udgangspunkt. Beliggende i 900 og 1400 meters højde giver denne lille by direkte adgang til et italiensk skiparadis.

Stort område, lille by
By og by. I virkeligheden er Marilleva mere en stor plads hvor pisten ender i en række hoteller og enkelte hyggelige barer og restauranter - og et enkelt supermarked. Så ønsker man at nyde mange kilometer pister i en ukompliceret lille italiensk bjergflække, så er Marilleva et godt bud på den perfekte vinterdestination. Vi vil ikke betegne området svært, men i forhold til mange andre områder er der her rigtig mange røde pister der gør skiløbet fremragende. Området er altid velpræpareret og de mange snekanoner sikrer gode pisteforhold gennem hele sæsonen. I Marilleva finder man ikke det helt vilde afterski, men derimod gode muligheder for at hygge sig på mindre caféer i og omkring terrænet.

Italiens mest fornemme skiby
Tager man en skitur over til den mondæne skisportsby Madonna di Campiglio, finder man et væld af muligheder. Her er alt hvad ganen kan begære lige fra små barer til 5-stjernede restauranter. Blot skal man være opmærksom på, at en shoppingtur til Madonna di Campiglio kræver at man har tegnebogen (lirekassen) i orden. Skiområdet ned mod Madonna byder på en del sorte pister, hvoraf nogle er rigtig stejle og stiller store krav, til selv øvede skiløbere.

Superskirama – 450 km pister
Vælger man at erhverve sig et Superskirama liftkort er dette gældende til skiløb og transport mellem alle de mange forskellige skiområder. Der er bl.a. mulighed for at stå på ski længere inde i Val di Sole f.eks. i Passo Tonale, der byder på skiløb i 3016 meters højde. Eller hvad med en tur til vores populære destination Andalo. Dette enestående skiområde er absolut et besøg værd.

Ugeprogram
Hver uge tilbyder vi interesserede gæster bl.a. pisterundvisning, picnic og afterski. Af andre muligheder kan nævnes skøjteløb, vinsmagning og hvis der er stemning for det, arrangerer vi skiudflugter til andre dele af dette skønne og udfordrende skiområde.